"At fortryde hjælper ikke en snemand! At sige undskyld koster en snemand! Min advokats formulering!" Sådan står der i begyndelsen af Lars Holmgaard Jørgensens debutroman 'Pigen på pudderdåsen', hvor en midaldrende forfatter har slået sig ned i et fyrtårn på en lille ø i den svenske skærgård finansieret af af et gigantisk forskud fra en forlægger, der vil have ham til at skrive hele historien om Pia. Han har allerede vakt skandale ved at fortælle historien til en avis, om hvordan han 'sparkede kældervinduet ind' hos Pia, der siden er blevet filmstjerne i Hollywood. Der var nemlig desværre en kammerat, der fotograferede de to unges seksuelle debut. Nu truer millionerstatning. Det eneste selskab, forfatteren har i sit selvvalgte eksil, er Churchills papegøje, Monty, som han har købt af en zoologisk have, hvor den sad hengemt, fordi den bandede for meget og forulempede de små børn.
   Romanen er en både rørende og vittig beskrivelse af forfatterens vilde ungdom i 70'erne, en beretning om et utal af skønne kvinder, som han mødte i forskellige kollektiver i Århus. Meget af handlingen udspiller sig i et politisk korrekt studentermiljø, hvor der til tider bliver bollet mere, end der bliver studeret.
   Tilbage på den svenske ø, hvor han korresponderer med sin advokat, er hans eneste kontakt til fastlandet købmandens kone, der kommer med varer én gang om ugen, og som han også ligger i med. Et sted står der: 'Det må jeg huske at spørge købmandskonen om, når hun kommer næste gang, eller bedre når hun ER kommet, så er hun roligere at snakke med.' Sådan er romanen fuld af sproglige finurligheder, men hvad der sker på den lille ø til sidst, skal ikke røbes her, blot at det er en af den slags generationsromaner, danskerne har sukket efter de sidste mange år.